I 2015 lyttede vi meget til Codys album Fractures, som gav os en fornyet energi i singer/songwriter-genren. Kaspar Kaaes guitarspil, dybe vokal og bandets store lyd, der blander folk og klassiske instrumenter, talte til os.
Da vi skulle finde artister til Vandreguitar-projektet, var det derfor naturligt at række ud til Kaspar for at høre, om han ville være med. Han svarede hurtigt tilbage, var glad for at blive spurgt og sagde straks ja til at deltage.
Kaspars nummer blev et af de første, vi optog. Det foregik i Akustikken i København, men da vi stadig var ved at finde den rette rutine for lydoptagelse, viste den første version sig desværre at indeholde en del uønsket støj.
“Kaspar tog det i stiv arm og sagde ja til at lave en ny optagelse en anden dag. Denne gang foregik det i hans lejlighed i København, og derfor er nummeret Windshield optaget på sofaen i Kaspars egen stue.” – Rasmus