Et godt stykke inde i projektet, hvor vi allerede havde samlet en række autografer på guitaren, faldt vi i snak med Peter Dorvil, som dengang arbejdede i Akustikken i København. Vi talte om Kashmir og spekulerede på, hvor fedt det ville være at få Kasper Eistrup med. Da bandet var på pause på det tidspunkt, troede vi ikke, det var realistisk. Men vi blev positivt overraskede, da Peter afslørede, at han havde kontakt til Kasper og kunne sætte en aftale op. Pludselig var det en realitet!
“Jeg har været stor fan af Kashmir og Kasper Eistrup siden slutningen af 90’erne, så det var surrealistisk at befinde mig bag kameraet, mens han spillede sin version af Bob Dylans Tomorrow is a Long Time. Ved samme lejlighed gav jeg ham en vinyludgave af min egen EP, som han bad mig signere – en stor ære for mig.” – Rasmus
Kasper, der også er billedkunstner, satte desuden sit præg på Vandreguitaren ved at tegne et lille portræt på bagsiden.